Meditation

Anmeldelse af Vipassane i Moskva-regionen - En dag i Nikolai Maksimovich

Vi var på en slags forfalsket motorvej midt i et livløst bybillede. Byen overlevede tilsyneladende en nuklear apokalypse. Store forladte stenhuse ved siden af ​​motorvejen kollapsede, og store revner gaped i asfalten selv.


Hele vejen var fyldt med rustne rester af biler, hvoraf køen af ​​en eller anden grund roede. Pludselig begyndte en af ​​dem at bevæge sig hurtigt mod os og sende horn på os. Vi begyndte at vende tilbage, jeg vendte om og fandt ud af, at der ikke var andre steder at trække sig tilbage: koen pressede os tæt på nogle rustne vægge. Pludselig indså jeg, at jeg havde ubegrænset magt i denne post-apokalyptiske verden. Jeg skarpede min hånd i retning af et uvenligt dyr, og det drev straks tilbage under indflydelse af en ukendt kraft. Ikke dårligt, vi er sikre. Men hvorfor gå på denne brændte jord, når du kan flyve. Og vi svæver! Vi flyver, hvor vidunderligt. Men pludselig afbrydes den behagelige følelse af flyvning og uendelig magt af en monotont slag.

Bom-bom! Lyden, der er blevet kendt for smerten. Bom-bom! Jeg vågner op på min seng og indser, at jeg er lige nu på banen af ​​Vipassanna i Moskva-regionen, snarere end at flyve over en brændt atombrand, landskabet, men vækker mig med slag af en lille gong, med hvilken en af ​​medarbejderne på banen tager en omvej. Sikke en skam! Dette var den første klare drøm om 20 år! Sidste gang jeg havde sådanne drømme i barndommen. Lad mig ikke helt indse, at dette er en drøm, men ikke desto mindre vidste jeg, at jeg var den komplette mester i situationen, og jeg kunne gøre, hvad jeg ønskede. Jeg huskede, hvordan Alan Wallace, en af ​​de højt respekterede meditationslærere i sin bog, skrev, at meditationsteknikken kan være et redskab til klare drømme. Og 11 timers daglig meditation for hele ugen synes at have gjort deres arbejde. Jeg formåede at bevare bevidstheden selv i en drøm.

Løfte - begyndelsen af ​​meditationen

Jeg kæmpede op på sengen. Det var klokken 4 om morgenen, stigningstidspunktet. Efter en halv time begynder den første meditation. Det var en kold oktober nat uden for vinduet, og det var koldt nok i et uopvarmet rum. Varme blev kun opretholdt af de fire menneskelige kroppe, som sov i dette rum med mig. Jeg gjorde en indsats over mig selv, åbnede op, stak mine fødder i tøfler og tændte lyset i lokalet for at vågne op hurtigere. Ved at lægge trøjebukser, kom jeg ned ad trappen fra anden sal til hallen. En gruppe studerende overfyldte informationskortet. På hvidbordet kunne du læse om den daglige rutine, generelle anbefalinger til afslutning af kurset. På trods af at oplysningerne ikke har ændret sig siden i går, fortsatte folk fortsat at nærme sig skjoldet og læste, hvad de allerede havde læst før. Tilsyneladende gjorde de det på grund af manglende information.

"I slutningen af ​​kurset vidste alle nybegyndere helt godt, hvem der var" gammel "og mere erfaren, på trods af at ingen havde sagt et ord om nogen! Dette, efter min mening, bør ikke være på meditationskursus. "

Det var jo forbudt at læse, skrive på banen. Den eneste information, der er ændret i meddelelsen siden i går, er kursets dag. Helt øverst var indskriften: "Dag 8." Jeg tror, ​​at enhver person, ligesom jeg, huskede, at den ottende dag allerede var gået siden opvågningen. Alle tællede dagene. Overvejet hvor meget der er tilbage til slutningen.

Efter hvor mange dage kan alle endelig komme hjem, ikke meditere i 11 timer om dagen, stå ikke op for daggry, snak og spis velsmagende måltider om aftenen (det var forbudt at spise her efter kl. 11, kun få frugter). Alle forstod, at meditationer er gode for dem, men de kunne ikke tælle dagene. Derfor kom alle op til informationskortet for igen at sikre, at det var den 8. dag, der startede! Allerede ikke den 7., men også ikke den 9.. Der var kun 3 dage tilbage. Vi kan antage at to. Fordi på tiende dag blev forbuddet mod stilhed løftet. Men for tiden var han ved magten. Derfor kunne ingen af ​​eleverne dele deres glæde, at den syvende dag var overstået, eller deres irritation, at den 9. dag endnu ikke var begyndt, for fra den allerførste dag var alle forbudte at tale.

Jeg gik gennem et stille møde på tavlen og nærmede mig en af ​​drænene i hallen. Efter at have tæmmet mine tænder og vask gik jeg tilbage til mit værelse på anden sal og uden at klæde sig ned satte jeg sig på sengen over gardinet, så jeg stadig kunne ligge ned før den første meditation. Da jeg ikke havde tid til at springe ind i mine tanker, hørte jeg igen gong, men nu kaldte han alle til at meditere. Nu var det ikke nødvendigt at gå til fællesrummet til meditation, det var muligt at meditere i mit værelse. Men for at vågne op og gå lidt besluttede jeg at gå i salen.

Jeg klædte mig varmt og gik ud på gaden. Det var stadig mørkt. Vejret var overskyet: der var ingen stjerner, ingen tynd måned, som kunne ses i gårsdagens klare morgenhimmel. Men meditationscentrets område var tændt med lanterne, så hovedbygningerne var synlige. Jeg vandrede til siden af ​​meditationshallen. Hvid skorpe af fin frost rystede underbenet, da de første frost faldt om natten. En ubidd, uopvarmet, sulten krop bliver meget sårbar over for kulden, så jeg indpakket min uldtæppe så tæt som muligt. Jeg gik forbi spisestuen, i vinduerne, hvor lyset allerede brændte, og derefter langs det strakte reb, som beskyttede den kvindelige del af området fra den mandlige.

Mænd og kvinder boede i forskellige bygninger. Men seksuel adskillelse udvides til hele territoriet uden for bygningerne. Repræsentant for forskellige køn kan kun gå på deres side af centret. Jeg kom ind i et lille "venteværelse" hvor jeg måtte tage mine sko og gå i mine strømper ind i meditationshallen. Jeg gjorde det ikke uden hast, da mine bare fødder var kolde i kulden på gaden. Jeg gik til værelset. Temperaturen der var ikke meget forskellig fra temperaturen udenfor. Der var ikke noget håb om, at jeg hurtigt ville varme op: der var stadig få mennesker i hallen, og han var som vores rum kun opvarmet af menneskelige kroppe. Godt, morgenmad lige rundt om hjørnet.

Jeg sad i mit sted i sidste række (hver person blev tildelt et bestemt sted, som han ikke kunne ændre til kursets afslutning) på en speciel meditationsbænk, som hjalp mig godt i lange sessioner, lindrede spændinger i ryggen, lukkede øjnene og begyndte at praktisere Vipassana meditation i traditionen af ​​S.N. Goenka - skaberen af ​​meditationscentre rundt omkring i verden, hvoraf jeg var.

Fra og med kursets tredje dag var meditation en langsom "scanning" med opmærksomhed fra forskellige dele af kroppen og indfangning af forskellige fornemmelser, der opstår på disse steder. Aldrig i foredragene fra Goenka, som vi lyttede til i hele programmet, var det umuligt at høre ord som: "Meditation i vores tradition" eller "Vipassana, som lært af SN Goenka." Denne teknik blev placeret i kurset som den dybeste, eneste og "korrekte" meditationsteknik, forankret i Siddhartha Buddha selv. Efter min mening vidste de fleste elever ikke, at der er andre teknikker, at Vipassana for eksempel i den tibetanske tradition ikke er Vipassana, som Goenka underviser, at fortolkninger af grundlæggende begreber i buddhismen ikke er fælles for alle traditioner for meditation. Men kurset og undervisningen blev bygget på en sådan måde, at folk ikke engang har spørgsmål om noget andet, så de ikke ville søge at udvide deres horisonter ved at studere andre traditioner. Jeg kunne ikke lide dette aspekt, han gav det en vis sekterisme, selvom Goenka konstant understregede i hans lydinstrukser, at Vipassana ikke var en sekt og gentog den igen og igen. Men efter min mening er det ikke helt sandt.

I en kold halvfyldt meditationshal sad gamle elever i forreste rækker, tættere på læreren, og nye blev placeret bagved. Det forekommer mig, at segregering, der udføres på grundlag af en persons tilhørsforhold til en organisation, ikke er helt acceptabel for et kursus med meditation. Her er en person engageret i at tæmme sit ego og at udpege gamle elever fra resten, og give dem nogle fordele (omend ubetydelige) spekulerer kun på den menneskelige følelse af selvbetydning. En sådan tilgang stimulerer vigtigheden af, at gamle studerende og nykommere - ønsker at komme ind i denne gruppe af "gamle" i fremtiden. I slutningen af ​​kurset vidste alle nybegyndere helt godt, hvem der var "gammel" og mere erfaren, på trods af at ingen havde sagt et ord om nogen! Dette, efter min mening, bør ikke være på meditationskursus.

At bemærke, at mit sind var igen tabt i tanken, vendte jeg tilbage til at observere fornemmelser i min krop. Jeg besluttede, at siden jeg er her, vil jeg forsøge at få mest muligt ud af denne teknik ved at teste det på mig selv og efterlade enhver kritik og tvivl for tiden.

I hallenes stilhed kunne man høre crunchen: så de uopvarmede samlinger af Vipassana-studerende springer om morgenen.

I mit normale liv mediterer jeg normalt ikke mere end en time om dagen. En halv time om morgenen - en halv time om aftenen. Her var de første to timers meditation bare en opvarmning før noget stort. Sindet, stadig ikke afskåret søvnklædningen, ikke forberedt på arbejde, fortsatte med at flyve væk i drømme. Så min "scanning" af fornemmelser i lemmerne blev afbrudt af tanken om, at morgenmaden snart ville komme, som ville mætte min mave og varme min krop. Især efter det kan du tage en lur. Fra sådanne hyggelige tanker overførte jeg igen og igen tålmodigt opmærksomheden på fornemmelserne i min krop, som det var nødvendigt for mig.

I dybere meditationer var det svært at holde øje med, hvor meget tid der var gået. Men i løbet af morgenen, "opvarmning" praksis, jeg let navigeret. Jeg åbnede mine øjne og strakte sig, da jeg uden nogen timer (som jeg ikke havde) indså, at omkring en time var gået, og jeg var nødt til at vende tilbage til kroppen og meditere der. Faktum er, at læreren skal komme til hallen. Og når han kommer, er det allerede umuligt at forlade. En lærer om morgenen indbefatter optagelse af halvtidssanger S.N. Goenka, fra hvilken jeg personligt ikke var begejstret, og for det andet distraherede de mig fra meditation. Derefter indså jeg, at nogle andre studerende overholdt en sådan ordning: om morgenen straks efter stigningen gik de ind i hallen, men en time senere forsøgte de at flygte derfra, før Goenka begyndte at synge med sin dybe høje stemme, disharmoniske med hensyn til melodien af ​​mantraet i Palis døde sprog . En af eleverne fortalte mig selv den sidste dag: "Goenka siger, at hans chants er nødvendige for at skabe gunstige vibrationer, men de skal nå vores korps. Derfor behøver jeg ikke at lytte til ham for at føle deres gavnlige effekt."

Kommer ud af gangen for at modtage morgendosis af vibrationer fjernt, lægger jeg på skoene og vender tilbage til bygningen i en mere gunstig stemning. Walking var den eneste underholdning. Gå til skroget, drik vand og gå på toilettet under pause - kortvarige øer af mangfoldighed i havet med daglig siddende og monotont koncentration. Hvem ville have troet, at sådanne handlinger under visse omstændigheder ville være en fornøjelse. Derudover forblev kun en time før morgenmad, og denne tanke varmet mig. Sandt nok opvarmede det kun sindet, ikke kroppen - det var stadig frosset.

På banen var det forbudt at engagere sig i sport, yoga. Vipassana administrationen er motiveret af, at det vil distrahere fra praksis. Jeg er enig i dette forbud. Hvis dette er tilladt, så vil alle gøre hvad der er i byen. Rummet mellem bygningerne ville hurtigt blive en platform for løb, hoppe og alle former for fitness. Og begrebet yoga generelt er meget udvideligt. Hvis du tillader yoga, vil folk begynde at gøre magtfulde pranayama, at drive energi gennem kroppen, for at pumpe chakraerne og at øve andre former for praksis, der kan skade dem stærkt, fordi de allerede skal øve meget dyb meditation. Og på trods af forbudet forstod jeg dog, at en lille opvarmning med yogaelementer ikke ville gøre nogen skade, især da jeg var kold. Jeg gik til hallen og begyndte at varme op.

Første meditation - anden meditation

Og straks lavede surya namaskar.

Anden meditation - morgenmad

Opvarmning ophørte mig ikke overhovedet. Sandsynligvis fordi jeg ikke rigtig spiste noget fra elleve om morgenen den sidste dag og ikke sov godt: her sov jeg dårligt om natten, sandsynligvis på grund af langvarig meditation. Det syntes at kulden havde krypt dybt ind i min krop og ikke ønskede at gå ud derfra. Men intet, indtil morgenmad, som uddrev kuldens rester, var der lidt. Allerede endnu mindre end en time. Jeg kom ind på mit værelse, som stadig var mørkt, spredte mig tæppe på gulvet, satte mig på mine knæ, satte en bænk under bassinet og sank ned på den.

Sindet var allerede mere fokuseret og roligt, men dybden af ​​dykket var så langt ikke sammenlignet med det der normalt sker om aftenen, når effekten af ​​mange timers praksis ophobes. Da jeg følte at tiden var på vej mod enden, åbnede jeg mine øjne og så, at det var lysere på gaden. Normalt når en sådan lysstyrke lige i tide til morgenmad. Under sådanne forhold lærte jeg at navigere i tid uden et ur. Uden at vente på gong, stod jeg op og gik ud i bygningen, hvor uret hang. Fem minutter før morgenmad, fantastisk! Filed næsten "butt". Mens jeg var drikkevand, lød Gong. Jeg klædte mig og gik ud for at spise.

Morgenmad - Første meditation med hård hensigt

Skyer spredt. Til venstre, fra øst, fra fyrretræets side ud over centrumets område steg solen op. Det er ikke blevet varmere, for som du ved, sker den koldeste temperatur ved daggry, når natkøling når sit højdepunkt. Men i den stadig kølige spisestue ventede jeg på varm grød på vandet.

Jeg trådte ind i spisestuen med andre studerende og tog en kø for mad og vendte mit ansigt til det blå uigennemsigtige gardin, der adskilt den kvindelige del af spisestuen fra hanen. Da turen kom til mig, lagde jeg to gryder af grød på min tallerken. For at varme op bedre, hældte jeg mig varm mælk og hældte i tørret ingefær, som var tilgængelig i spisestuen og tilsat kanel efter smag. Jeg sad ved vinduet og afsluttede min morgenmad uden meget forsinkelse. Også i spisestuen var der ingen opvarmning, men jeg følte endelig varmen. Jeg vendte tilbage til bygningen, så på mit ur og efter at jeg havde haft en time tilbage til den næste meditation, gik jeg til stuen for at bruge min fritid, som jeg brugte den, det vil sige jeg gik i seng.

Da jeg først gik fra Kazan stationen til Moskva-regionen til Vipassana, mødte jeg på toget en pige, der også gik der. Hun tog ikke kurset for første gang, så jeg begyndte at spørge hendes mange spørgsmål. Jeg spurgte: "Hvad gør eleverne i deres fritid?" Hun svarede: "De sover mest!"

Så tænkte jeg: "Hvorfor spilde tid på at sove? Du kan gå, beundre den smukke natur, brug klarhed i sindet, som kun opnås på sådanne kurser for at løse nogle interne problemer." Men under kurset sov jeg også hele min fritid. Og det var ikke kun, jeg havde en dårlig søvn om natten, men jeg blev stadig træt af meditation, jeg ønskede at hvile. Ikke kun sindet bliver træt, men også kroppen fra ubevægelig siddende. Altid i pauser ville jeg bare ligge og strække mine ben. Hvad jeg gjorde. Jeg faldt hurtigt ind i en drøm, hvorfra jeg igen blev reddet af nye slag af gong. Jeg ventede på meditation med en hård intensitet. Først til i dag.

1. meditation med hård hensigt - meditation før middag

Endnu engang klædte jeg mig til hallen af ​​meditation. Solen var allerede steget, og dets stråler slog igennem grene på toppen af ​​fyrretræerne. Nu var hele området af centrum tydeligt synligt. Skråstråler oplyste spisestuen, bygningerne, træerne på en stor firkant i midten og skoven ud over.


I øst styrede fyrretræer og unge birkninger bag hegnet, mens der i syd var mest tørrede døde, skaldede kufferter, hvoraf nogle tumblede ned med en stærk vind, og de lænede sig og lænede sig på jorden og stolede på deres naboer. Passerer igen forbi madenes østlige mur, der passerer rundt om hjørnet, jeg vendte min venstre side til denne døde skov og ledte efter meditationshallen.

"Men så skete der noget, som jeg ikke engang kunne antage på intelligensniveauet. Smerten begyndte at falme. "

Det var stadig koldt, frosten på græsset havde ikke tid til at smelte. Men inde i hallen var det allerede varmere: han blev oversvømmet af folk der mediterede der. Derudover er der allerede trængt ind i sollyset, og det blev en eller anden måde mere behageligt. Jeg havde ikke travlt med at sidde og stod ved muren, for fra det øjeblik læreren kom ind i hallen måtte jeg sidde i en time uden at flytte. Nærmer sig den såkaldte meditation med en stærk hensigt. Under sådanne meditationer var det nødvendigt at være til stede i hallen: det var forbudt at meditere i værelserne. Desuden var det umuligt at bevæge sig på trods af alt, selv i smerte. Nu på den 8. dag behandlede jeg denne meditation helt roligt. Men det var ikke altid tilfældet.

Før jeg gik på Vipassana, studerede jeg testimonials fra folk, der gennemførte dette kursus. Больше всего меня пугало то, что, по их словам, во время некоторых медитаций нельзя было двигаться, и они пережили много боли. Я так не привык! И поэтому я уже заранее с неприятным чувством представлял себе весь дискомфорт, который придется перенести. Но в первый день курса нам сказали, что мы можем двигаться во время медитации, когда захотим, если ноги затекают, мы в праве ими пошевелить, размять их или вообще встать и походить на улице. Это меня обрадовало, и я решил, что центры Випассаны везде разные (а они распространены по всему миру). В индийских центрах, наверное, все строже, тогда как в подмосковном центре порядки проще. Но я ошибался.

Центры Випассаны - это как Макдоналдс: везде все одинаково, каждый центр жестко придерживается установленных С.Н. Гоенка порядков, где бы он ни находился: в лесах Подмосковья или пригородах Мумбаи. И приблизительно на 4-й день объявили, что отныне во время некоторых медитаций мы должны соблюдать полную неподвижность в течение целого часа. В предыдущие дни я начинал ерзать на своей скамейке для медитации уже через полчаса, затем вытягивал ноги, давая им отдых, после которого вновь возвращался к медитации. А здесь предстояло сидеть целый час! Данная перспектива совершенно меня не радовала.

Но, тем не менее, после того, как я с огромным трудом и сопротивлением выдержал первую медитацию с жестким намерением, становилось все легче и легче с каждым разом. Я уже слышал от старых студентов, что боль постепенно перестает быть "болью" в привычном смысле этого слова, так как ум на нее все меньше и меньше реагирует. Она превращается просто в какой-то феномен тела, который существует, но совершенно не мешает. В обычной жизни мы привыкли реагировать на неприятные ощущения и эмоции (боль, страх, гнев), так же как и на приятные.

Но благодаря многочасовым медитациям ум приобретает полную уравновешенность и пребывает в покое, не реагируя ни на боль, ни на какие бы то ни было эмоции. Это я в принципе понимал в теории, а на курсе Випассаны осознал на практике. Но потом стало происходить то, что я даже на уровне интеллекта не мог предположить. Боль начала исчезать. Чем меньше ум на нее реагировал, тем меньше я ее чувствовал. В тех участках, где раньше была ноющая, тяжелая боль, стали появляться приятные чувства легкого покалывания, какой-то вибрации.

Этот феномен я объяснял себе следующим образом: в сущности, любая боль - это просто совокупность электрических сигналов, несущихся по телу, достигающих мозга, которые тот расшифровывает как болевые ощущения и заставляет нас чувствовать сильный дискомфорт в определенных участках, так как только такое сильное чувство способно приковать наше внимание к поврежденной части тела. Это такой способ защитить тело, сообщить нам о сбоях в его работе: «тревога-тревога, повреждения в ноге!» То есть боль не создается, например, прикосновением чего-то острого к нашей ноге. Боль создается внутри нашего мозга, который заставляет наше внимание немедленно переместиться на определенный участок тела, которому может угрожать опасность.

Но когда мы увеличиваем чувствительность нашего ума благодаря непрерывной концентрации, когда мы избавляемся на время от привычки реагировать на ощущение боли, тогда мы видим ее такой, какая она есть, то есть как совокупность электрических сигналов, которые можно чувствовать как покалывания и вибрации в теле. Вот так себе это объяснял я. Возможно, у других студентов нашлись для этого иные объяснения. Я прекрасно понимал, что наша боль очень сильно зависит от нашей реакции на нее: в самой боли есть не только боль, но и наши моральные страдания по поводу нее. Но я не предполагал, что ее можно просто буквально отключить при желании. И это подтверждал не только мой опыт. Многие другие студенты курса рассказывали про то, что исчезали их хронические боли на месте когда-то поврежденных участков. Теперь я на собственной практике понимал, как индийские йоги и различные монахи могут подвергать свое тело немыслим, с точки зрения обычного человека, истязаниям.

Сегодня практика в зале, как и каждая такая медитация, началась с короткой инструкции по технике и пятиминутных песнопений, исполняемых Гоенка в записи. Эти инструкции приходилось слушать каждый раз, что немного надоедало. Но, думаю, в этом был и плюс: постоянные повторения техники помогали студентам удерживаться в рамках конкретных инструкций, а не заниматься самодеятельностью, к чему, судя по всему, многих постоянно побуждало.

Песнопения закончились, и наконец-то наступила тишина. Концентрация и уравновешенность ума уже были лучше, чем с утра. Сознание успело приобрести как бы некий тонус для медитации. Боли я уже практически не чувствовал (если тут уместно вообще слово «чувствовать», возможно я как-то воспринимал боль, но не так, как мозг воспринимает ее обычно, а совсем по-другому). Должен признаться, я уже начинал ждать ее и хотел, чтобы она пришла! До этого, когда болевые ощущения были более яркими, я пытался на них не реагировать, и тогда в теле начинал подниматься необъяснимый жар: я сильно потел, сидя в прохладном помещении. Но при этом я чувствовал, что уравновешенность и стабильность ума достигали какого-то нового уровня. И мне в голову тогда пришло удачное, на мой взгляд, сравнение для описания такой интересной особенности ума.

В юношестве я занимался академической греблей. Это гребля на специальных спортивных лодках. Я помню, что иногда против течения было грести легче, чем по его ходу. Потому что, идя с потоком течения, весло часто как бы проскакивало, теряло стабильность в воде, и из-за этого снижалась сила гребка. Но, если оно шло против небольшого течения, то в этом сопротивлении воды лопасть находила опору, отталкиваясь от него с большей силой, чем это позволяло движение по ходу потока. Так же было и здесь: в боли и сопротивлении ум находил опору и парадоксальным образом сильнее успокаивался и лучше концентрировался.

Но на 8-й день сознание было достаточно спокойным и чистым без этого. Время теперь шло быстро, и скоро я услышал натужные вздыхания и легкие шевеления студентов, что говорило о приближении конца медитации. И вот в шуршащей тишине вдруг громко раздается голос Гоенка: “Aniccaaaaa”, что на языке Пали означает "непостоянство", которое является, согласно буддизму, одним из трех свойств существования наряду со страданием (Dukkha) и отсутствием Я (Anatta). Это было настолько резко и внезапно, что я вздрогнул, сидя на месте. Но в то же время я почувствовал, что в зале спало напряжение.

Предстояло еще прослушать песнопения, но все уже знали, что они в конце этой медитации шли не более 5-ти минут. Я старался расслабиться и не ерзать от нетерпения в предвкушении конца, что уже на 8-й день не представляло большого труда. Я, одновременно концентрируясь на дыхании, спокойно дослушал пение Гоенка, пока он наконец не затянул: "Bhavatu Sabba Mangalam". Это значит: "Пусть все живые существа будут счастливы". После того, как он пропел это три раза, студенты в зале тихо проскандировали: "Sadhu, Sadhu, Sadhu" - "Да будет так, хорошо!"

Я открыл глаза. Учитель, сидящая на небольшом возвышении в начале зала, молча обвела взглядом студентов и сказала на английском (так как она была немкой, а русских учителей випассаны, как я понял, все еще нет), что все студенты, кроме новых студентов-мужчин (к которым относился я), могут медитировать или в зале, или в своих комнатах, тогда как новые студенты - мужчины будут медитировать в зале. Я понял, что нас ожидал небольшой разговор с учителем и совместная медитация. Но пока мы могли немного отдохнуть.

Я вынул затекшие ноги из-под скамейки и, так как мои нижние конечности почти не разгибались, оперся на стену и с трудом поднялся. Не без удовольствия я вышел на улицу на деревянных ногах, ведь меня ожидали любимые развлечения: сходить в туалет и попить воды. Притом одно другому не мешало, а наоборот: чем больше пьешь, тем чаще ходишь в туалет!

Медитация перед обедом - обед

Солнце поднялось выше и на улице стало намного теплее. Проковыляв вразвалку до корпуса (ноги еще пока не разгибались), я налил в кулере водички, осушил стакан, после чего приступил ко второй части развлечения. Не успел я его закончить, как прозвенел Гонг.

«Практиковать медитацию по 11 часов в день - это достаточно глубокая работа со своей психикой, в результате которой из недр бессознательного могут прорываться скрытые травмы, комплексы и т.д».

"Ну ничего, - думал я, - До обеда осталось меньше двух часов медитации, которые можно было практиковать в комнате". Но для начала надо все равно вернуться в зал и послушать короткие наставления учителя. Когда я туда вошел, часть студентов стояла вдоль стены, садиться никто не торопился, все уже насиделись. И я к ним присоединился. Вошла учитель. Это была пожилая немка, такая приятная на вид бабушка, ученица С.Н. Гоенка. Удивительно, что она совершенно не мерзла, была одета легко, тогда как я, человек выросший в лютых русских морозах, был одет в куртку и свитер.

Внутри организации функция таких учителей на 10-ти дневных курсах сводится к тому, что они включают аудиозаписи Гоенка с его наставлениями, лекциями и инструкциями и мало говорят сами за исключением того времени, которое выделяется на вопросы учеников и короткие беседы с ними. В этих беседах, как правило, повторяют то, что говорится в аудиозаписях.

Тем не менее, мне нравились эти моменты. Ведь они создавали хоть какое-то подобие коммуникации посреди гробового молчания. Вдобавок это вносило определенное разнообразие. Такая беседа предстояла мне уже в ближайшее время.

Я сел на свою скамейку и начал фокусироваться на дыхании. Учитель стала вызывать к себе по 5 -6 человек по порядку, начиная с первого ряда. Очередь нашей небольшой группы в замыкающем ряду была последней. Студенты рассаживались рядом с учителем на полу, а она, немножко возвышаясь над ними, задавала каждому вопросы. Мне было трудно сосредоточиться, потому что ум, изголодавшийся по общению, легко отвлекался на разговоры других студентов с учителем, несмотря на то, что там, в начале зала, пытались говорить шепотом. Так, постоянно отвлекаясь и ожидая, когда меня пригласят, я просидел минут 30, пока очередь не дошла до нашего последнего ряда.

Я сел на полу, скрестив ноги, как сделали другие студенты рядом со мной. Учитель стала спрашивать всех по очереди, чувствуем ли мы легкие вибрации в теле. Когда очередь дошла до меня, я ответил, что да, чувствую, но не во всем теле. Тогда она сказала, что я должен быстро проходить вниманием участки тела, где есть эти тонкие вибрации и задерживаться на тех участках, где ощущения грубые. В принципе, это говорилось в аудиозаписях и ни раз.

Но я отдавал себе отчет в том, что там, где дело касается медитации, люди все часто забывают и очень хотят делать по-своему. Несмотря на то, что Гоенка все время повторяет, что ощущения - это не самое главное, что нельзя к ним привязываться, желая одни ощущения и отталкивая другие, все равно студенты постоянно задают вопросы из рода: "Я чувствую вибрации по всему телу, это значит, что я чего-то достигла?" или "У меня только грубые ощущения, это значит, что медитация не получается?" Поэтому я не считаю лишним еще раз повторить, что ощущения много не значат, главное это сохранять уравновешенность ума и принятие любых ощущений, какими бы они ни были.

Также эти короткие встречи, на мой взгляд, служили поводами для небольших проверок студентов. Практиковать медитацию по 11 часов в день - это достаточно глубокая работа со своей психикой, в результате которой из недр бессознательного могут прорываться скрытые травмы, комплексы и т.д. Но студентов предупреждали не раз, что это нормальный процесс очищения, который при правильной практике совершенно человеку не угрожает, а только идет на пользу. И для безопасности людей необходимо быть уверенным в том, что никто из них не носит в себе какого-то тайного неприятия практики и делает все согласно инструкциям.

Несмотря на то, что далеко не все в курсе Гоенка мне понравилось, этим моментом я был очень доволен. Медитация объяснялась очень подробно, всегда имелась возможность задать вопросы. Даже если сам студент не проявлял никакой инициативы, все равно рано или поздно он должен был встретиться с учителем. Присутствовал постоянный незримый контроль над эмоциональным состоянием людей. И это очень хорошо. Благодаря этому я и сам чувствовал себя в безопасности, хотя перед курсом немного волновался, что мне придется медитировать так долго, что это вызовет какой-нибудь непредсказуемый и неприятный эффект. Но все обошлось нормально. Депрессия была только в первые дни. К 8-му дню я уже чувствовал себя достаточно уверено в практике.

После того, как учитель быстро поговорила с последним из участников нашей группы, она попросила нас медитировать вместе с ней. Мы закрыли глаза и приступили.
Уже потом в последний день нам сказали, что это была специальная практика, в ходе которой учитель посылает ученикам свою энергию, любовь и заботу.

Практика продолжалась 5 минут, после которых нам сообщили, что мы можем продолжить медитировать здесь или в своих комнатах. Я взял свою скамейку для медитации и отправился в корпус. Для меня это был лишний повод прогуляться и насладиться солнечной погодой. Я не спеша добрался до своей комнаты. Постелил на полу сложенный плед, поставил на него скамейку, заправил под нее ноги и начал медитировать. До обеда оставалось менее полутора часов. Обычно я разбивал этот отрезок не две медитации минут по 40 - 45.

Время я еще пока чувствовал интуитивно без часов. Медитации были глубже, чем с утра, но все-таки самое интересное меня ожидало вечером. Между практиками я сделал короткий перерыв, который потратил на "развлечения". После второй сессии, не дожидаясь Гонга на обед, встал и начал собираться, так как знал, что он прозвенит с минуты на минуту. Действительно, когда я оделся, к моей радости раздался звук Гонга. Полдня долой! Оставалось совсем немного до конца курса! День и еще половина.

Я вышел в холл, залитый солнечным светом, в котором разминали затекшие чресла студенты, так же как и я медитировавшие в своих комнатах. Хотя я знал, что некоторые из них сладко спали на кроватях, а не медитировали. Кто-то довольно потягивался в предвкушении обеда.

Обед значил не только еду, но и полуторачасовой перерыв после него, когда можно было поспать.

Придя в столовую, я обнаружил, что давали гороховый бульон и макароны с овощами. Вся еда на Випассане была вегетарианская и простая. Я не мог назвать ее очень сбалансированный по содержанию белка и витаминов. Но десять дней без труда можно было протянуть. Я съел горячий бульон, закусив его черным хлебом, а потом наполнил ту же тарелку макаронами. Поставив ее на стол, я взял кружку, заварил красный чай, добавив туда измельченных корицы, имбиря и несколько ломтиков лимона. Про себя я называл такой напиток "глинтвейн". Его я уже допивал на улице, сидя на пеньке и глядя на лес, уже после того, как закончил еду и помыл за собой тарелки.

Se videoen: How to Practice Buddhist Breathing Meditation (Kan 2024).